Guide: Huskeliste til en festlig fødselsdagsfest

Få ideer og inspiration til fødselsdagen

Uanset om det er en børnefødselsdag eller en rund fødselsdag, du skal arrangere, så kan planlægningen føles som raketvidenskab. Alle skal jo helst have en god dag, især fødselaren, og med så mange valg og muligheder, kan en fødselsdagsfest hurtigt blive uoverskuelig.

Hvad skal man huske til en fødselsdagsfest?

Hvis det er Martha, der fylder 6 år, så skal du nok tænke mere kagemand og rød sodavand end cocktails og tapas. Omvendt er det sjovt at blive inviteret til en fødselsdag, hvor alle ankommer udklædt, uanset om man er 6 år eller 38 år.

Der er en hel del ting at overveje, inden du er klar til at holde fødselsdagsfesten. Derfor er en huskeliste eller tjekliste god til at hjælpe dig med at bevare overblikket.

Du er rigtig langt med planlægningen af en fødselsdag, når du har styr på disse praktiske punkter:

1. Skal det være en traditionel fødselsdagsfest eller en temafest?

2. Hvor skal fødselsdagen holdes? (Hjemme (inde eller ude) eller i lejede lokaler?)

3. Hvem skal inviteres?

4. Vil du selv lave fødselsdagsinvitationer, eller skal de købes?

5. Hvilken dag skal fødselsdagen holdes?

6. Hvornår skal invitationerne sendes ud?

7. Hvad skal der serveres af mad og drikke? (Står du selv for menuen, eller skal der bestilles mad eller kage udefra?)

8. Hvilke aktiviteter eller underholdning skal du sørge for?

9. Skal der laves en playliste med musik?

10. Hvordan skal bordet dækkes og lokalerne pyntes?

11. Skal der laves en bordplan og bordkort?

12. Skal du bruge hjælp til at gøre klar eller til at holde styr på en flok unger?

Nedenfor får du inspiration og konkrete ideer til at holde en festlig fødselsdag.

Ideer til et tema til fødselsdagen - uanset om det er din fødselsdag eller en børnefødselsdag:
  • Farvefest - I invitationen beder du gæsterne om at klæde sig på i en bestemt farve. Du pynter op i samme farve - både med fødselsdagspynt og borddækning. Voila – et anderledes og gennemført fødselsdagstema.
  • Hattefest - Du og gæsterne skal selvfølgelig have hat på. Her kan du også tænke små hatte ind i bordpyntning, dekorationer og kagepynt.
  • Sommer- eller Hawaii-fest - Pynt op med farverige blomster, lys, servietter og guirlander og servér kulørte drinks med paraplyer og sugerør. Kan du finde nogle bastskørter, kokosnødder og falske blomsterkranse, så er der lagt op til sjov. Bed gæsterne klæde sig sommerligt og farvestrålende.
  • Årti-fest - 30’er-fest, 60’er-fest, 70’er-fest osv. I invitationen beder du gæsterne dukke op i et outfit, der matcher årtiets trends, og giv den så gas med musik der matcher.
  • Cowboy-fest - Et wild west-tema til fødselsdagen skal nok sætte gang i festen - både for børn og voksne. Her er cowboyhatte, legetøjspistoler, tørklæder, denimjakker og nederdele, indianerfletninger og fjerbånd en del af påklædningen, men det kan også sættes op som pynt. Det kan kun blive festligt.
Invitation til fødselsdag – DIY eller køb fødselsdagsinvitationerne færdige

Det er super hyggeligt at modtage en fødselsdagsinvitation med posten eller leveret personligt, så hvorfor ikke gøre noget særligt ud af den?

Er du den kreative type, så er det nemt og sjovt at lave sine egne invitationer til fødselsdag. Se her hvordan du laver smukke invitationer og bordkort hos STOF 2000 med temaet ‘Fødselsdag for voksne’.

Mangler du ideer til invitationer til børnefødselsdagen kan du her finde masser af inspiration og skabeloner hos bl.a. Bog & Idé.

Hvis tiden ikke er på din side, eller hvis du er født med 10 tommelfingre, som nogle af os er, så finder du et stort udvalg af færdige fødselsdagsinvitationer i mange butikker.

Vidste du, at man også kan holde en børnefødselsdag i biografen? Nordisk Film Biografen i WAVES tilbyder nemlig, at du kan holde en skæg og underholdende film-fødselsdag. 

Tip: Husk at give besked i invitationen, hvis dagen kræver en særlig påklædning.

Fødselsdagspynt - hvordan pynter man festligt op til en fødselsdag?

Der er masser af muligheder, når du skal vælge fødselsdagspynt. Borddækningen og kagepynt giver i sig selv en masse liv, men du kan også gå all in, og få hele huset til at ligne karnevalet i Rio.

Alt fra flagguirlander på væggene til led-lyskæder, papirflag i blomsterkrukkerne, bannere, konfetti, farverige folieballoner eller almindelige balloner, kan få ethvert rum til at blive festligt.

Når du skal pynte fødselsdagsbordet, så kan du også nemt gøre det ekstra festligt. Servietterne kan foldes i forskellige former, eller du kan købe dem med finurlige motiver. Måske du har en farverig fødselsdagsdug, men du kan let gøre en ensfarvet dug festlig med små borddekorationer. Alt fra vaser med friske eller tørrede blomster til spredte bunker af kastanjer eller små stearinlys kan bruges som borddekoration. Kun fantasien sætter grænser.

Sætter du små dannebrogsflag i dekorationerne, eller bordflag på bordet, så er der ingen tvivl om, at det er en fødselsdag, der bliver fejret.

Holder du en temafest, så kan du helt sikkert finde eller lave pynt, der matcher i stilen eller farvevalget.

Til børnefødselsdagen vil ungerne elske, hvis du stiller små og store farvede engangskrus med popcorn eller glas med skumfiduser rundt omkring på bordet som pynt - måske med en sløjfe omkring eller et flag i. Glem ikke sugerør i drikkevarerne, der næsten er obligatorisk til en børnefødselsdag.

Få ideer til borddækning og pynt til fødselsdagen hos bl.a. Søstrene Grene her.

Kagepynt - Hvordan pynter man en lagkage eller kagemand til fødselsdagen?

Du kan købe alverdens flotte og festlige typer af pynt til fødselsdagskagen - og du kan også lave kagepynten selv.

Kagepynt kan være alt fra dannebrogsflag til små fødselsdagslys, sølvperler af sukker, glimmersukker, krymmel og små fondant- eller marcipanfigurer. Du kan også skrive fødselarens navn eller alder på kagen med glasur eller smeltet chokolade. En lagkage med flødeskum og frisk frugt er også en lækkerbisken for de fleste - du kan finde en opskrift på en skøn lagkage med bær her.

Er det pynt til en kagemand, så kan du lige tjekke, om du har noget brugbart i slikskabet, inden du køber ind. Har fødselaren en type yndlingsslik, der egner sig til at strø ud over kagemanden (nok ikke hele marsbars), så skal det selvfølgelig på. Ellers kan de fleste børn lide vingummi, chokoladeknapper, karamelsnøre (til hår) og selvfølgelig glasur, som slikket skal sidde fast i. Til sidst kan du pynte med flag og små fødselsdagslys, som fødselaren kan puste ud.

For at gøre det så let for dig som muligt, så er her et overblik over, hvor du kan købe de forskellige ting i WAVES – uanset om du vil lave det hele selv, eller hvis du vil købe det færdigt:

Fødselsdagsinvitationer: Du finder masser af inspiration, ideer og materialer til både DIY og færdiglavede invitationer og bordkort hos eksempelvis Bog & Idé, Flying Tiger Copenhagen, STOF 2000 og Søstrene Grene - og du kan printe fødselsdagsinvitationer til en fødselsdag hos Nordisk Film Biografer.

Fødselsdagspynt: Uanset om du er til DIY eller vil købe det færdigt, så er der masser at komme efter i Bog & Idé, Normal, Flying Tiger Copenhagen og Søstrene Grene.

Kagepynt til fødselsdagskage: Du finder alt hvad du skal bruge af kagepynt til fødselsdagskagen i bl.a. Bilka, Flying Tiger Copenhagen og Søstrene Grene.