Guide: Sprød svær på flæskestegen

Hvordan får man sprød svær på flæskestegen? Svaret er vigtigt, når man gerne vil servere en helt perfekt flæskesteg med sprød svær.

Du har måske prøvet at stå med en kedelig steg, hvor sværen nærmest har været gummiagtig og helt uspiselig. Det har man ikke rigtigt lyst til at opleve, når man har knoklet i timevis i køkkenet.Derfor vil Bilkas slagter i WAVES gerne give dig nogle gode tips og tricks, så du får sprød svær på flæskestegen - hver gang.  

1. Få sprød svær på flæskestegen ved at gennemgå ridserne i stegen

Det første tip til at få sprød svær på flæskestegen drejer sig om ridserne på stegen. Selvom en flæskesteg altid er for-ridset, så er ridserne sjældent dybe nok. Derfor er det en rigtig god ide, at lave ridserne lidt dybere med en skarp køkkenkniv. MEN skær ikke helt ned i kødet på stegen, for så bliver sværen ikke sprød.

2. Drop laurbærbladene i ridserne på stegen

Din bedstemor har måske givet dig et tip om at stikke hele, tørrede laurbærblade ned i ridserne for at give smag. Men det der oftest sker, er, at laurbærbladene bliver brændt af og sorte, og de afgiver ingen smag til kødet. I stedet kan du bruge laurbærbladene i fadet, hvor flæskestegen skal ligge, så giver de smag til skyen. Tilsæt også gerne en lille håndfuld peberkorn i fadet.

3. Lad flæskestegen ligge med sværen nedad i starten af stegetiden

Læg den helt ferske flæskesteg med sværen nedad i dit ovnfaste fad. Hæld kogende vand henover, så sværene dækkes af vand, og stil stegen i en forvarmet ovn (200 grader varmluft) i ca. 20 minutter. Det kogende vand får fedtet i sværen til at smelte, og når du så vender stegen, får du sprød svær på flæskestegen. 

4. Få sprød på flæskestegen ved at gnide godt med salt ind i ridserne

Det vigtigste tip til at få sprød svær på flæskestegen er, at du efter de 20 minutter i ovnen, tager stegen ud, vender den med sværene opad (fjerner eventuelle peberkorn fra ridserne), og gnider masser af salt ind i ridserne. Saltet udtørrer nemlig sværene, og det er dét, der giver sprød svær på en flæskesteg. 

TIP: Brug røget salt eller salt med chili når du salter flæskestegen. Det giver kødet et utraditionelt og lækkert touch.

Sæt så stegen tilbage i det ovnfaste fad (stadig med sværene opad) og steg den så videre i ovnen i ca. 45 minutter. (Er din steg lidt højere i den ene ende end i den anden, former du en kugle sølvpapir, og lægger under i den ende, stegen er lavest. Så højdeforskellen udlignes. Ellers bliver sværene kun sprøde i den høje ende). 

Hold øje med stegen i ovnen, og tjek eventuelt med et stegetermometer om kernetemperaturen er på 65 grader, inden du tager den ud. Husk at stegen lige skal hvile i ca. 15 minutter, inden du skærer den ud.

Er sværene alligevel ikke blevet sprøde?

Skulle du, imod forventning, stå med en flæskesteg, hvor sværene alligevel ikke er blevet helt sprøde, kan du sætte temperaturen op på 235 grader, indtil de er. Men ikke i for lang tid, for så bliver stegen tør. 

Flere tips til tilberedning af en perfekt flæskesteg

Hvis du er lidt i tvivl om, hvordan du helt præcist skal gøre, eller hvilken type flæskesteg der er bedst, så står slagteren i Bilka klar til at hjælpe dig. Du finder faktisk alt, hvad du har brug for i Bilka, når du vil servere en skøn julefrokost eller julemiddag. 

Opskrift: Juleand i ovn

Læs mere

Læs også

Ny stor legeplads

Kom til åbningsfest af vores nye store legeplads 6. april kl. 13

Læs mere
Ansigtsmaling hos Børne-Foto
Læs mere
Mad & Musik
Læs mere